INDLEDNING

Mette er søster til Skipper Claus og turen til Azorerne var hendes første oceankryds. Under turen skrev hun denne dagbog. Dagbogen skrev hun på vores iPad, og dagens afsnit blev hver dag sendt afsted pr. e-mail til dem derhjemme, og der delt i en Facebook gruppe.

Mette og skipper Claus lufter de røde bukser og kjole at have krydset Atlanterhavet.

DAG 1. AFGANG FRA SINT MARTEN

Torsdag den 6. maj kastede vi fortøjningen i Sint Marten, med kurs mod Azorerne. Dagene inden havde stået på forberedelse af båden og indkøb til den lange sejlads.

Vi lagde ud med en frisk vind (8-10 m/s). Vi satte forsejl og et let rebet storsejl, for at få en lidt roligere sejlads og undgå for mange hug af bølgerne.

Det var dejligt endelig at komme afsted. Efter ganske kort tid blev vi vist velkommen af flere stimer af flyvefisk. De er på størrelse med sild, og med deres lange sidefinner, springer de op ad vandet og flyver hen over bølgerne. Det er spøjst ud.

Kl. 18 begynder den formelle vagtplan. Den er opdelt i vagter á 4 timer fra kl. 18:00 til kl. 10:00 næste formiddag. I dagtimerne deles vi om styrevagten mm.

Min første vagt var fra kl. 18:00 til kl. 22:00. Automatpiloten er sat til, så den holder kursen. Opgaven er derfor at holde udkik efter squalls og ændringer i vindretning og justere sejlene, hvis vinden skifter. Vi skal selvfølgelig også holde øje med andre både, men det er ret let – der er ikke nogen. Og så alligevel. Vi stævnede ud fra Sint Marten med en norsk båd, der ligesom os skal til Azorerne, så dem har vi valgt at føles med. Det giver en tryghed at vide, at der er en anden båd blot få timers sejlads væk, hvis man for brug for hjælp. Vi kommunikerer derfor også løbende på radioen.

Da min aftenvagt sluttede kl. 22:00, gik jeg til køjs, så jeg kunne få lidt søvn inden min nattevagt kl.  02:00-06:00.

Alle bådens lyde bliver forstærket nedenunder, så der er en værre larm, når båden hugger ned i bølgerne, og sejlene bliver trimmet. Bådens krængning, og de stød og hug båden tager i bølgerne, betyder, at alt der ikke er fastgjort skøjter rundt. Så man skal altid have en hånd fri til at holde fast. Det er en øvelse at tage tøj af og på med kun en hånd og uden at for mange blå mærker.

Min køje er på højde med vandspejlet, og det er lidt mærkeligt at tænke på, at det eneste der adskiller mig og det 5 km dybe Atlanterhav kun er få cm glasfiber.

På det første døgn sejlede vi 156 sømil, med en gennemsnitsfart på 7 knob. Vores mål er 140 sømil pr. døgn, så vi er godt tilfredse.

Klar til afgang fra Sint Maarten.

DAG 2. FRISK DAG PÅ HAVET

Under den lidt friske sejlads på dag 1 havde en klase bananer måtte lade livet. De var faldet ud af hylden, og var nu helt smattede. Jeg besluttede derfor, at morgenmaden skulle stå på bananpandekager. Det tog mig 1,5 time at lave pandekagerne, da alting tager længere tid nedenunder. Tings og sager skøjter rundt, og du ved aldrig, hvornår den næste sø får båden til at rulle. Men vi har jo god tid her på havet, og pandekagerne blev også færdige og spist med stor succes.

Vi har stadig den friske vind og en fart på 7-8 knob. Dagen går med at slappe af, lytte til podcasts og nyde synet af det i imponerende flotte azurblå hav så langt øjet rækker. Mentalt er vi ved at “flytte ind” og finde en dagligdag i vores flydende hus på det store og dybe ocean.

Solen skinner og det er varmt. Solsejlet er derfor uundværligt, så vi ikke bliver grillet. Selv faktor 50 kommer til kort med den stærke sol herud.

Jeg og de andre ombord er heldigvis pt. sluppet for søsyge – så jeg tænker de små runde plastre bag ved øret virker.

Min dag sluttede med en styrevagt mellem 20:00 og 24:00 hvor vi fik “besøg” af et par squalls. Den ene havde også regn med sig. Men med rebet sejl og fuld fokus gav de ingen problemer.

DAG 3. SOLOPGANG PÅ HAVET.

Min vagt startede kl. 04:00, og omkring en time senere kunne vi nyde synet af den smukkeste solopgang.

Det blæser fortsat med 7-8 m/s så vi fortsætter med godt tempo.

Ved middagstid hev vi alligevel sejlet med for at hoppe en tur i vandet.

Vandet er så imponerende klart og blåt, og er virkelig indbydende. Vi kaster en fender i vandet med en lang line, der er fastgjort til båden ud. Selvom der ikke er sejl oppe, driver båden hurtigere end man kan svømme, så tricket er at hoppe i, få fat i linen og tække sig ind mod båden.

Jeg vil godt indrømme, at jeg ikke var i vandet særligt længe. Det er lidt angstprovokerende at vide, at der er så dybt. Men hold op hvor er det varmt og klart. Det bliver helt sikkert ikke sidste gang.

Brusebad foregår fra bådens badeplatform, og i saltvand, da vi ikke har vand nok i tankene til sådan en luksus. Så nu jeg alligevel var i bikini, blev shampoo og sæbe taget i brug. Dejligt med et atlanterhavsbad.

Der bades

Det var mig der havde aftensmadstjansen, og jeg serverede en thaiinspireret ret med kylling og masser af grøntsager, der blev nydt med det åbne hav som smuk kulisse.

Efter maden kunne jeg lige nå et par tiders søvn, inden nattens første vagt kl. 22:00-02:00.

Da jeg vågnede, lavede jeg en stor kop kaffe og iførte mig redningsvest og livline.

Vi har to regler om bord. Vi har altid livline på om natten, også selvom vi bare er i cockpittet, og vi går aldrig på dæk, når vi er alene på vagt (heller ikke om dagen).

Nætterne på havet er sorte, så mand over bord er bare noget rod.

Men netop den kulsorte nat gør, at du ser det smukkeste stjernetæppe jeg nogensinde har oplevet. Mælkevejen er helt tydelig, og vi ser mange stjerneskud. Det skal opleves.

Midt i stilheden, hvor man kun kan høre bølgernes brusen, hørte jeg et plask på dækket lige ved siden af mig. Det var en flyvefisk, der var kommet på afveje. Den blev nænsomt bragt den tilbage i vandet igen.

Udover stjerneskud og flyvefisk kom der også denne nat nogle squalls i vores retning. Jeg er ved vænne mig til at navigere i dem, og er ikke længere nervøs, når de store, sorte og skorstenslignende skyer nærmer sig. Squalls laver et meget lokalt blæsevejr og indeholder ofte regn. Store og kraftige squals kan også indeholde lyn og torden. Det er vi dog blevet forskånet for på denne passage indtil videre.

Da squalls skiller sig tydeligt ud fra de almindelige skyer, kan vi nå at forberede os og rebe sejlene. De squalls vi har haft pt. har ikke været så voldsomme og kun varet 10-15 min at sejle igennem.

DAG 4. HOV, HVEM SLUKKEDE FOR VINDEN.

Efter at have haft god vind de første dage, blev dag 4 en dag med meget lidt vind. Med blot 4-5 m/s vind sneglede vi os afsted med en fart på bare 3-4 knob. En hastighed svarende til 6-8 km i timen – det er lige før det er hurtigere at gå. Dagen blev derfor brugt til lidt oprydning, læsning, og afslapning.

Dagens højdepunkt var, da en lille håndfuld delfiner aflagde os et besøg. De er så søde, når de vimser rundt om båden. Efter ca. 5 min smuttede de videre igen.

Altid fantastisk med besøg af delfiner

Vi har stadig følgeskab af vores norske venner. Det er især hyggeligt om natten at kunne se deres lanterner. Men kan nemt føle sig meget alene på det store ocean i den mørke nat. En gang imellem taler vi sammen over radioen og deler vejrmeldinger mm.

Jeg har efterhånden vænnet mig til kun at sove få timer ad gangen. Vi har vagt 4 timer ad gangen, og så frivagt i 4 timer. Det betyder på aften/nattevagten, at så snart jeg bliver afløst, skynder jeg mig i køjen, og hvis jeg falder hurtigt i søvn, kan jeg nå at få 3,5 timers søvn inden alarmen går af 15 min før næste vagts begyndelse.

DAG 5. NYBAGT BRØD OG BADNING

Vi har stadig meget lidt vind, og kan ikke rigtig gøre andet end acceptere, at det er naturen der sætter dagsordenen.

Det er de sidste rester af passatvinden vi sejler på, og vi havde forudset der ville komme dage med svage vindforhold, når vi ramte Azorer højtrykket.

Det vi jagter er de vandrende lavtryk, der bevæger sig over Atlanterhavet fra det sydlige USA mod Nordeuropa. Vinden omkring et lavtryk blæser mod urets regning, og vil give os perfekte forhold med medvind til Azorerne, hvis vi holder os lige syd for lavtrykkene.

Der bliver kikket vejrkort flere gange dagligt og regnet på, hvornår vi er igennem det højtryksbælte vi pt er i. Det er jo sjovest, når der er fart på.

Men roligt vejr er også mere behageligt vejr på båden, når man ikke vælter rundt i kahytten. Så der bliver bagt brød til morgenmaden, og dagen går med læsning, afslapning, backgammon og endnu en tur i den store blå pool.

Det er stadig lidt grænseoverskridende af hoppe i vandet på 5 km dybde, men vandet er så ubeskriveligt klart og helt koboltblåt.   

Og sandelig om vi ikke også i dag fik fint besøg. Ca. 50 meter fra båden kom der pludselig et hvalblåst, og op til overfladen kom en stor Kaskelothval. Det så ud til at den havde en unge med, men det var lidt svært at se, da den store hval lå foran.

Det var et fantastisk syn.

Jo jo, der sker ting og sager ude på havet.

Vores vennebåd Norske Ensenada på en stille dag

DAG 6. SQUALLS OG FLERE HVALER.

Selvom vinden er svag, skal man ikke lade sig narre af naturens kræfter. Selv på en fredsfuld nattevagt, kan man blive mødt af de kraftfulde squalls, der er lokale blæsevejr, og som ofte indeholder regn. Sådan en fik vi besøg af i nat.

Imens de andre sover har jeg styrevagten med en smuk solopgang som kulisse. Med blot 4 s/m vind og bølgerne stille skvulpen er der en ubeskrivelig og nærmest meditativ ro.

Her på oceanet er tid en underlig og ikke eksisterende størrelse – der er ikke noget man skal nå, og der er ingen forstyrrelser. Jeg har svært ved at huske, hvilken ugedag det er, da dagene ligner hinanden, og hurtigt flyder sammen. Derfor også vigtigt for mig med denne dagbog, da jeg ellers vil have svært med at kunne genfortælle mine oplevelser

Igen i dag fik vi besøg af havets dyr. Pludselig så vi hvalblåst tæt ved båden og blot 5 meter fra båden dukkede en flok på 4 små kaskelothvaler op. Det var ret vildt at de store dyr så tæt på.

Hvaler – meget tæt på!

Min frygtløse nevø Mikkel fik hurtigt fat i dykkerbriller, snorkel og GoPro kamera og sprang på hoved i vandet. Han kom helt tæt på hvalerne og fik nogle fantastiske optagelser. Han var fuldkommen i ekstase da han kom op på båden igen. Var det vanvittigt – tja.

DAG 7. HESTEKRÆFTER MÅ DER TIL.

Efter 3 dage med højtryk og meget svag vind måtte vi kapitulere og starte motoren. Vi har brug for at komme mod nord og passere det højtryksbælte, vi ligget midt i. På bagsiden af denne højtryksryg vil vi kunne fange de lavtryk, der kan bringe os mod øst til Azorerne.

Vi forventer at kunne fange disse lavtryk i løbet af weekenden. Vi har kun diesel til 6 døgn, så det er noget vi sparer på. Motoren er kun i brug, når vi ingen vegne kommer med sejl.

Solnedgang på Atlanterhavet med en fugl der har fundet hvile yderst på bommen.

Først på natten fik vi lidt mere vind, så vi kunne slukke den larmende motor. Vi går nu 7 knob. “Here we go!”.

Når man er på langturssejlads som os, er det vigtigt, at turen deles op i mindre bidder. Har vi kun fokus på, hvornår vi er i land, bliver det en lang og træls tur, og vi går glip af alle de oplevelser, vi får herude midt på det store ocean. Det er jo ikke slutdestinationen, der er oplevelsen på denne tur. Det er passagen over dette kæmpe ocean.

Selvfølgelig kan nogle nattevagter være hårdere end andre, hvis man er træt. Men hvor får du ellers mulighed for at opleve en så storslået stjernehimmel, de mange stjerneskud og de smukkeste solopgange?

Og morilden, som er de selvlysende alger der lyser neongrønt i bådens kølvand. Det er det imponerende syn.

Men nattevagterne er også meditative. Det store sorte hav, hvor det eneste du høre er bølgerne skvulpen, og stjernerne, månen og morilden, der lyser op

Langturssejlads er en langsom transportform, og det kræver tålmodighed.

Turen opdeles derfor i 3 faser:

“Vi flyttet ind” fasen, der er de første dage, hvor vi finder rytmen i de nye omgivelser ombord.

“Vi bor her” fasen, hvor vi nu har en helt almindelig hverdag – bare på vandet. Vi står op, laver kaffe, har briefing, taler vejrmelding, vagtskema, laver mad, bager brød, slapper af, læser, passer vores vagter mm.

Den sidste fase er “orientering mod afslutningen”. Her kan vi småt begynde at glæde og til, at vi snart er fremme.

Jeg synes, at jeg ret hurtigt er kommet ind i denne rytme. Det er ikke noget man kan forberede sig på hjemmefra, og en af de ting jeg havde spekuleret på, hvordan ville være. Jeg har det jo bedst, når jeg er beskæftiget med noget det meste af tiden.

Dagens logbog viser, at vi nu har tilbagelagt 900 og de i alt ca. 2500 sømil.

DAG 8 BACK ON TRACK

Det er dejligt med lidt fart på igen efter 3 stille dage.

Det er blæst op, og båden skærer gennem de hvide skumtoppe og de rullende bølger. Vi har rebet både storsejl og genua’en for ikke at presse båden for hårdt, men holder stadig en fart på ca. 8 knob. Retningen er stik øst – (næsten) direkte kurs mod Azoerne.

Båden ruller en del, og det er svært at stå fast i kahytten. Jeg kan også tælle en del blå mærker på ben og arme, da man ikke kan undgå at vælte ind i skabe og kanter.

Dagen har ikke budt på så meget nyt. Afslapning, lytte til podcasts, se ud over bølgerne mm. Vi er gode til at hygge os, og det er skønt, når vi kan dufte, at Stefan er ved at lave popcorn.

Vi følges stadig med de norske venner. Det er lidt hyggeligt. I går kaldte de os over radioen. De havde bagt kanelsnegle, og da vi sejlede helt op ved siden af dem, kastede de en pose med 4 kanelsnegle over til os på båden. Vi har jo kun det sjov vi selv laver.

DAG 9: VI SUSER AF STED.

Jeg ligger her i min kahyt, og er ved at vågne efter min nattevagt. Jeg kan dufte, at der er ved at blive bagt brød til morgenmaden.

Vinden og bølgerne hiver i båden. Det er lidt ligesom at køre i rutsjebane, når båden arbejder sig gennem bølgerne, og jeg bliver rullet fra side til side. Der er ikke noget det hedder stilstand, så der ikke noget at sige til, at nogen bukker under for søsyge. Det er vi heldigvis alle sluppet for.

Alle lyde bliver forstærket her under dæk, og man kan tydelig høre, hvordan hele båden knager, og hvordan bølgerne slår ind mod båden.

Nattevagterne er typisk ret rolige, og vi sørger for at sejlene er sat konservativt, så vi ikke skal justere for meget om natten. Nattevagtens primære opgave er derfor primært at holde øje med andre både, som vi ikke ser mange af. Indtil videre har vi kun passeret 3 fragtskibe. Lidt vildt når man tænker på, hvor meget skibstrafik der rent faktisk er. Siger noget om at det er et stort ocean.

På Mikkels nattevagt i går fik vi lidt af en forskrækkelse. Blot 20 meter fra båden så han noget 2 meter højt ligge at flyde. Vi kunne ikke se, hvad der var. Vi har hørt om skibscontainere, der bliver tabt at de store containerskibe, og om hvaler der ligger og sover i overfladen. Begge dele er noget skidt at sejle ind i med høj fart.

Det viste sig, at det var en efterladt fiskerbåd. Senere samme nat hørte vi fra en Svensk båd, at de samme nat var sejlet ind i en hval, der lå og sov i overfladen. Båden havde vidst ikke taget skade, men der var en del blod fra hvalen. Stakkels hval

DAG 10: RENGØRING OG DEN BLÅ HYLDE

Vi er ved at løbe tør for de ferske råvarer. Kød og frugt er det slut med, og der er kun gulerødder, hvidkål, løg og kartofler tilbage af de friske grøntsager.

I 27 gr varme og høj fugtighed er holdbarheden kort. Nogle varer måtte vi derfor også lægges på ”den blå hylde” – dvs. smides i havet.  

Vi har stuverum fyldt med forskellig konserves samt tørrede linser, bønner og diverse krydderier mm. Vi kommer ikke til at sulte, men det det bliver “fusionskøkken” fra nu af.

Mel, gryn og tørgær har vi stadig rigeligt af, så vi forsat kan bage.

Når vi lever 4 voksne personer sammen på så lidt plads, kan det ikke undgå at blive lidt nusset hist og her.

Dagens projekt var derfor at få gjort rent alle stedet. Hele båden fik den store tur både inde og ude. Imens sørgede autopiloten for, at vi holdt kursen.

Efterfølge blev det til et tiltrængt bad, som jo foregår siddende på badeplatformen og ved brug af saltvand hejst op med en spand.

Da vi sejlede ca. 7 knob imens, skulle der lige holdes ekstra fast. Det er så bøvlet, hvis man skvatter i havet.

Vi har en konstant vind på 6-8 m/s, og en østlig kurs, for ikke at komme for tæt på det lavtryk, vi vil ramme mandag/tirsdag i næste uge. Dog ser det ud til at lavtrykket flyttet sig lidt mere sydpå, så uanset hvad, forventer vi at få noget blæsevejr.

Vi nærmere os også 45gr51” W, som er den længdegrad der er midt mellem Sint Marten og Azorerne. Dette er markeringen for halvvejsfejring. I distance og tid vil det dog være lidt mere end halvvejs. Champagnen skal derfor snart på køl.

DAG 11: FRISK VIND OG SQUALL’S

Vejret har det seneste døgn været noget ustabilt. Fra næsten ingen vind og motorsejlads, til squall med kraftig vind på 13 m/s og regn. Det er tydeligt, at vi nærmer os det forventede lavtryk. Det er et ret stort lavtryk, så det ikke er muligt at sejle udenom, men vi prøver at lægge os i den sydlige del af det, hvor det ser ud som om vi kun får 12-13m/s. Der er også varslet en del squalls, som kan være meget varierende i styrke.

Vi har her til aften rebet både storsejl og genua, så den kraftige vind disse squalls danner, ikke river for meget i båden.

Det kan være lidt ubehageligt, når vinden river og flår så kraftigt i båden, og især om natten, da det er svært at spottes disse squalls, før vi er fanget i dem.

Da jeg den første gang oplevede en squall, blev jeg noget overrasket over så pludseligt vinden tog til i styrke. Nu hvor jeg har oplevet dem flere gange, ved jeg, hvordan de opfører sig, og hvor godt båden arbejder sig igennem disse.

Når vinden bider fra sig, bliver man virkelig mindet om, at vi jo bare en lille båd på et meget stort ocean.

Ensenada i frisk vind

DAG 12. MIDTVEJSFEST OG ALTANTERHAVSBØLGER

Kl. 04 i morges passerede vi de magiske 45gr51’W, der i fugleflugt er præcis midtvejs ml. Sint Maarten, og Azorerne. Og som planlagt skulle det fejres med champagne.

Skipper Claus tillader ingen indtagelse af alkohol, dog med undtagelse af denne særlige dag, og når vi har land i sigte.

Vi og den norske båd, som vi nu har fulgtes med i mere end 1500 sømil, poppede ved solnedgang en velfortjent flaske champagne og ønskede hinanden tillykke med halvvejen.

Sejladsmæssigt har vi nu ramt det før omtalte lavtryksbælte, og vi har 11-13m/s vind på tværs og 2-3 meter høje bølger.

Den urolige sø medfører at vi skøjter rundt, og derfor hele tiden skal have den ene hånd fri til at holde fast. Med tiden bliver man en mester i mærkelige stillinger. Det er som at være i en rutsjebane – den med ekstratur.

Både storsejl og genua er rebet, og båden arbejder sig fint gennem bølgerne. En gang imellem leveres et gratis brusebad ind over cockpittet, når båden rammer en sø lidt skævt.

Trods frisk vind og høje bølger er humøret højt og ingen er søsyge. Det er super vejr at sejle i, når der er lidt tempo på – I love it.

Det seneste døgn har vi tilbagelagt 156 sømil – pt. døgnrekord.

Vi har også i dag sat uret endnu en time frem, så vi kun har 3 timers tidsforskel.

DAG 13. MERE VIND OG KÆMPE BØLGER

Vinden har taget til i løbet af natten, og bølgerne har vokset sig til 4 meter høje blå kæmper.

Alle sejl er rebet, og båden arbejder sig ufortrødent gennem de høje søer med 7-8 knob, alt imens bølgerne gavmildt levere våde hilsner til os i cockpittet.

Den urolige sø giver mulighed for en demonstration af gakkede gangarter, da det er totalt umuligt at stå fast.

Vi håbede på at vejrguderne ville forbarme sig, og give os mindre vind til natten, men det ser ikke sådan ud. Jeg vil derfor kravle i kahytten, og få lidt søvn inden min nattevagt. Der lader til der bliver en nattevagt med fuld fokus.

DAG 14. VI RESTITUERER.

Efter 4 døgn i non-stop rutsjebane med kraftigt blæsevejr, meterhøje bølger, meget lidt søvn – toppet med et massivt regnvejr i nat, var det helt befriende, da vinden løjede af her til morgen. Vinden er nu ganske svag blot 1-2 m/s, så dagen er brugt på at rydde op (alt flyder i kahytten efter flere dage med blæsevejr), at få sovet lidt og reparation af storsejlets rebeliner, der begge blev slidt over i løbet af natten.

De kommende dage er tilsvarende med stille vejr, så vi skal til at regne på, hvor meget vi kan tillade os at sejle med motor. Vi har ikke diesel til mange dage, og vi forventer at møde et nyt højtryk uden vind ved Azorerne.

Vi har stadig følgeskab af vores norske venner på båden Ensenada. Der er ganske hyggeligt, især under de seneste dages voldsomme vejr, har det været rart, ikke at være helt alene på oceanet.

Skipper Claus er i kabyssen til aften, hvor der bliver serveret Confit de Canard. Der er taget hul på de store mænger af konserves.

Jeg må indrømme at jeg begynder at savne frisk frugt, masser af grøntsager og mine ingefærshots.

Vi håber på, at vi de kommende dage kan få gang i fiskeriet, så vi kan supplere vores store mængder af konserves op med lidt friskfanget fisk.

DAG 15 SVAG VIND OG BADEDAG

Turen fra Sint Maarten til Azoerne kommer til at vare noget længere end først antaget, da det har været en lang omgang spidsrod og zigzag sejlads mellem lav- og højtryk og forskellige vejrfronter. Jeg har virkelig fået oplevet Atlanterhavet forskellige ansigter. Fra det smukke azurblå og blide havblik, til de aggressive og meterhøje bølger, kraftig vind og uforudsigelige squalls. Men det var jo også det jeg håbede på, inden afrejse.

De planlagte ca. 2400 sømil bliver nærmere til 2600 sømil inden vi når Azorerne. Forventeligt tirsdag i næste uge.

Efter mere end 14 dage uden ordentlig søvn, mærker jeg tydeligt at trætheden melder sig. Jeg har også været nødt til at besøge det velassorterede medicinskab for at kurere en langvarig hovedpine

Heldigvis har jeg erfaret, at jeg har et godt sovegen. Uanset bølgernes størrelse, larmen fra motoren mm. sover jeg fra det hele på mine frivagter, dog med hjælp fra min nye bedste ven – ørepropperne.

Det stille vejr i dag gav anledning til et velfortjent bad. Det er en særlig luksus ombord, da det kræver stille vejr, da badet foregår i den store blå pool.

Det er en simpel øvelse i tre trin.

1. Hop i vandet så du bliver våd
2. Fra badebroen sæber du dig ind fra top til tå
3. Hop igen i vandet, og sæben skylles af. Voila

Man lærer med tiden ikke at tænke over, at det er 5 km dybt

Vi er er godt team ombord, og vi hjælper hinanden på vagterne og de forskellige gøremål, hvis en har det skidt eller trænger til lidt ekstra søvn.

Det er første gang jeg har tilbragt så lang tid sammen med min storebror og mine to nevøer Stefan og Mikkel, og det er rigtigt hyggeligt. Vi snakker og hygger, og der er god tid til at tale en samtale til ende, da der jo ikke er særligt mange forstyrrelser.

Med kun 600 sømil til Azorerne kan vi begynde at ane målet

DAG 16 FRISK FANGET FISK.

Vi har stadig en meget svag vind, og har derfor hjælp af motoren for at komme frem. Vi afventer at noget kraftigt blæsevejr skal passere, før vi lørdag aften kan ændre kursen og sejle med fuld fart mod Horta, vores destination.

Da vi ikke har uanede mængder diesel, bliver det beregnet, hvor meget vi kan bruge motoren til hjælp uden at løbe tør.

Man kan tydeligt mærke, at vi er kommet længere nord på. Der er flere lyse timer i døgnet, og natten er blevet koldere. Jeg skal nu have min jakke på om natten. Månen er på vej til fuldmåne, og hjælper med at lyse nattehimlen op.

Det er meget få skibe, vi har mødt på vores tur over Atlanterhavet. Jeg havde nok troet, at vi ville se flere af de store containerskibe, da der jo er mange store skibe der krydser hver dag. Vi har til dato kun set 4 containerskibe på afstand. Når man ser på et satellitkort, er her massevis af skibe herude, men det siger måske bare noget om, hvor kolossalt stort Atlanterhavet er.

På en langtur som denne bliver der produceret en masse affald. Alt organisk affald kommer på “den blå hylde” (i vandet) mens alt andet affald og emballage gemmes til vi kommer i land. Og det bliver til en hel del.

For at det skal fylde mindst muligt klipper vi juice kartoner, plastikemballage mm. i små stykker, som vi kan komme med i de tomme 5 liters kildevandsdunke, vi har købt. Så kan vi skue låget på, så det ikke lugter i varmen. Konservesdåser bliver åbnet i begge ender, så de kan mases helt flade. Alt affald placeres så i ankerbrønden i stævnen.

Det stille vejr i dag, indbød til at kaste en fiskeline ud, og minsandten om vi ikke fik en Mahi Mahi på krogen. Aftensmaden stod derfor på friskfanget fisk og ikke på dåsemad, som efterhånden er det eneste alternativ.

Jeg begynder virkelig at savne et frisk æble og en lækker fyldig salat.

DAG 17. KRAFTIG VIND OG KULING.

Da jeg gik til køjs i nat kl. 02:00, var det blæst en anelse op til ca. 6-7 m/s, så vi kunne slukke motoren og igen gå kun for sejl. Ganske rart så jeg kunne få sovet uden ørepropper.

Efter få timer vågnede jeg ved, at jeg rullede rundt op ad sideskroget, båden hamrede i bølgerne, og alt knagede og bragede. Det lød næsten som om der var udbrudt krig

Det havde på få timer blæst voldsomt op, til kraftig vind med vindstød af kuling, og bølgerne havde vokser sig 4-5 meter høje. Jeg kom hurtigt i tøjet, eller rettede kom liggende i tøjet, da det var helt umuligt at stå op. Båden blev kastet fra side til side. Pludselig lød der et ordentligt brag, da køkkenskuffen rev sig løs, og knive og gafter fløj rundt i kahytten.

Begge sejl blev rebet i bund. Claus manøvrerede båden gennem de kæmpe bølger, alt imens bølgerne væltede vand ind over båden og cockpittet. På et tidspunkt kom der en sø der fyldte cockpittet med 30 cm vand. Vi blev gennemblødte selvom regntøjet det værste.

Flere gange krængede båden så meget at lønningen (kanten af bådens dæk) var nede at dykke i overfladen. Det er ikke normalt for en bred tursejler. Det var bestemt ikke for tøsedrenge. Der var fyld fokus og ikke megen snak i de timer.

Først på aftenen lagde bølgerne sig lidt, og vinden løjede af til 10-12 m/s, så vi kunne slappe lidt af.

Jeg gik i kabyssen og fandt noget færdiglavet porresuppe, vi kunne få til aftensmad. Alt gik fint, suppen blev varmet og de første to portioner sendt op til Claus og Stefan i cockpittet. Lige som de sidste to portioner suppe (til Mikkel og mig) var kommet i skåle, ramte en skæv bølge båden, og de to skåle med suppe lettede fra bordet, og endte på hoved. Alt suppen flød ud over det hele. Så det blev ikke til så meget supper til os to.

Her først på natten blæser det stadig, men søen har lagt sig, så båden arbejder mere behageligt. Vi valgte at bibeholde vores vagthold med kun en på vagt ad gangen, for at undgå at skære for meget i den i forvejen sparsomme søvn.

Om lidt mere en 2 døgn forventer vi at ramme Horta. Det bliver godt med en hel nats søvn igen

DAG 18. DER PUSTES UD, OG LADES OP TIL NÆSTE LAVTRYK

Den voldsomme blæst har sluppet sit tag for nu, og dagen blev brugt på oprydning, afslapning og læsning. Samtidig er vi ved at forberede os til det næste lavtryk, der rammer os i morgen med kraftig vind – 10-15m/s.

Vi er allesammen ved at være godt møre efter knap 3 uger på havet, og vi glæder os til snart at se land. Alle savner et varmt bad, en hel nats søvn, og tøj der ikke hele tiden er fugtigt af havvand.

Vi forventer at være fremme på tirsdag. Det første land vi vil kunne se, er den ca. 2300 meter høje vulkan på øen Pica. Har vi klart vejr, vil vi kunne se den fra ca. 50 sømil afstand. Når der er land i sigte, er der champagnefejring, og fest resten af vejen til Horta.

På havnen i Horta ligger den legendarisk bar ‘Peters Café Sport’. Den er mødestedet for langturssejlere og er stedet hvor de store bedrifter fejres, og hvor sejlerhistorier udveksles. Der skal vi selvfølgelig også hænge ud, og fejre at vi har krydset Atlanterhavet.

Når man har krydser Atlanterhavet må man bære røde bukser. Jeg har dog valgt en rød kjole i stedet for til anledningen. Claus, Stefan og Mikkel leverer de røde bukser til dagen.

Lige nu sidder jeg helt alene på min næstsidste nattevagt. Månen holder mig med selskab, og lyser havet op, så det skinner som sølv. De eneste lyde er bølgerne der slår mod båden, og de svage plaskelyde fra flyvefiskene, når de springer over bølgerne.

Det er fascinerende at være så tæt på naturen. Her er det naturen der sætter dagsordenen.

DAG 19. HAJ MIDT I MORGENMADEN

Det sidste hele døgn på havet bød på et visit af et endnu et af havets vilde dyr.

Midt i havregrøden spottede Stefan en sort finne i bølgerne, blot få meter fra båden. Hvad kan det være? I samme øjeblik kom også en rygfinne til syne, og vi råbte i kor: ”Haj!!”. Sekundet efter var også Claus og Mikkel på dækket. Den kredsede kun rundt i kort tid, og forsvandt. OMG – for 2 dage siden badede jeg i dette hav, hvor vi nu også har spottet en haj.

De sidste par dage, har vi haft selskab af delfiner. Og i dag var ingen undtagelser. En stor flok på 10-12 stykker legede rundt om bådens stævn midt på eftermiddagen. De er så kære når de nysgerrigt springer rundt om båden.

Batterierne hos besætningen er ved at være en anelse flade. Jeg gik derfor i “husmor- mode” og bagte kanelbrød i omnia ovnen. Omniaen er en rund form med låg man stiller på gasblusset, som så laver indirekte varme som i en ovn. Det nybagte kanelbrød blev serveret med varm kakao. En snack der blev sat stor pris på.

Sidste vigtige ting i dag, var at lægge champagne på køl, så vi i morgen formiddag kan fejre “land i sigte”.

Tænk at dette er min sidste nat på havet. Dagene er fløjet af sted, og det er slet ikke til at forstå, at jeg i knap 3 uger har levet på en sejlbåd på et af verdens største oceaner. Levet i et med naturen, oplevet havets dyreliv på nær hold, oplevet de sorte nætter, det prægtige stjernetæppe og et utal af stjerneskud.

Det har været fantastisk og livsbekræftende sådan at have været overladt til vejrguderne, der har budt på alt fra det smukkeste solskinsvejr og havblik til vildt vejr med hård vind til kuling og 5 meter høje bølger.

Dagen i morgen, hvor vi når Horta, bliver både speciel og vemodig.

DAG 20. THE FINAL COUNTDOWN

Brune mågelignende fugle er dukket op det sidste døgns tid. Første tegn på at vi nærmer os land.

Det er en diset morgen og her 26 sømil fra mål, har vi stadig ikke land i sigte. Og dette på trods af, at vi burde kunne se vulkanen Pico på 50 sømil afstand.

Utålmodigheden er ved at melde sig, alle spejder efter land… champagne brunch er klar til servering, så snart den første råber “Land i sigte”.

…. og så skete det. Kl. 10.40 så vi i disen toppen af vulkanen Pico. En rus af eufori og fest blev i et splitsekund kickstartet. I samme øjeblik besøgte en flok delfiner os, som om de ville fejre begivenheden med os.

Vi var selvfølgelig straks i kontakt med vores norske venner fra Ensenada over radioen og lykønske hinanden.

Flere flokke af delfiner fulgte os de sidste sømil til Horta. Det var en så smuk finale.

Kl. ca. 15 kom vi så endelig til Horta.

Vi ligger for anker i yderhavnen, hvor vi afventer af få foretaget PCR test. Det sker i morgen tidlig. Først herefter kan vi blive indklareret.

Vi har lagt os side om side med vores norske venner på Ensenada og ventetiden bruges nu på at fejre vores bedrift. Her er en fantastisk stemning – hvad mere kan jeg sige: I DID IT!

Ankomstfest med Ensenada i Papays cockpit

Peters Café Sport – Horta, Azorerne.